Guidede Omø-ture for grupper

Skal jeres seniorklub, forening, menighedsråd, virksomhed etc. på den årlige udflugt, kan I bestille en guidet tur, som passer til jeres særlige ønsker.

Hvordan er det at bo på en lille ø i dag?
Dette spørgsmål står centralt på en guidet vandretur på Omø. Derudover fortæller jeg relevant ø-historie og trækker trådene op til i dag. Du hører også om alle ildsjælene som holder øen i gang og sørger for at det lille samfund hele tiden udvikler sig.
Ø-livet er i særlig grad et liv i balance mellem fortid og nutid, et liv med et særligt nærvær og sammenhold, men også med specielle udfordringer.

Omø-turen
Den klassiske Omø-tur varer to timer og omfatter Omø Havn og Omø By med besøg i Omø Kirke eller i Historiens Hus, øens lokalarkiv og museum. Omø By er en af Vestsjællands bedst bevarede bondebyer, og landsbyens velholdte bindingsværksgårde fra 1700-tallet ligger omkring gadekæret, som er øens idylliske centrum.

Tid til det hele
Turen er tilrettelagt, så du får lidt at vide om det hele. Som guide lægger jeg vægt på, at det er hyggeligt og afslappet, og at der er god tid til at stille spørgsmål. Skal I være på et spisested til et bestemt tidspunkt, indretter jeg naturligvis turen efter det.

Jeg bor på Omø og har været ø-guide i mange år. Jeg kender derfor alle de “skæve” historier, og jeg skræddersyr gerne en tur, så den passer til jeres ønsker. Jeg arrangerer også gerne en guidet fototur; som ivrig amatørfotograf kender jeg alle de gode ø-motiver.
Se også mulighederne i menuen eller skriv til mig og fortæl om jeres ønsker, og jeg finder ud af det.

*) Bemærk venligst, at gruppen selv bestiller færgebilletter og laver aftaler med spisestederne.

Færgens hjemmeside: >>>
Perlens hjemmeside: >>>
Café Loens hjemmeside >>>

Omøs traktorbus
Jeg har ikke noget at gøre med traktorbussen. Du kan læse mere om traktorbussen her: >> (åbner i en ny fane)”>>>>

.

Et kig ind gennem Kastrupgårdens gamle vognport